Retur   Personarkiver

I Hans H. Worsøes bog Politikens Håndbog i Slægtshistorie - 4. udgave, 2001 - findes side 182-188 et større afsnit ”kilder om dagliglivet”, hvor udgangspunktet passende kan tages for aftenens emne: personarkiver. Overskrifterne i det afsnit er så forskellige som Dagbøger, Privatarkiver, Familiearkiver, Skudsmålsbøger, Ordenskapitlets levnedsskildringer – Pas og Vandrebøger, Poesibøger, Breve, Attester m.v. Alt sammen materialer, der efterfølgende kunne danne baggrund for en aflevering til et arkiv (Rigs-, lands- eller lokalarkiv), hvor man så ordner materialet og senere lader det genfinde under overskriften ”personarkiver”.

     På landsarkivet i Viborg findes en større samling ”arkiver af privat proveniens” – omtalt i bind 2, side 144-62 i guiden. På Stadsarkivet her findes også en lang række afleveringer af privat herkomst, som vi kan bruge i vores slægtsforskning. De står dog ikke fremme på arkivets hylder, men findes frem, hvis vi beder om det.  

     På landets mange arkiver har man de senere år arbejdet sammen om at bruge Arkibas på computerne, og det gjorde det muligt at lægge Danmarks Nationale Privatarkivdatabase på internettet for et par år siden under betegnelsen http://www.danpa.dk, således at vi her kan søge og om muligt finde ud af, om materialet ligger på arkivet i Aalborg eller andre steder. Jeg har selv haft stor fornøjelse af den mulighed – det indsatte foto er en lille ”bog” (9,5 x 15 cm), som Johan Peter Prægh havde med fra sin fødeby Christiansfeld i 1814, da han som væversvend slog rod i Nørresundby. Den ligger normalt på Rigsarkivet, men var en kort periode før jul 2002 på besøg på Stadsarkivet i Aalborg.

  På nettet fandt jeg følgende beskrivelse af Danpamaterialet - Hvad kan man finde i samlingerne:

DANPA giver mulighed for at søge i 120.000 person-, erhvervs-, forenings- og institutionsarkiver, der opbevares på 165 arkivinstitutioner. Personarkiver vil typisk indeholde breve, regnskaber, ejendomspapirer, personlige dokumenter, fotografier, erindringer, dagbøger m.v. I lokalarkivernes samlinger findes arkiver efter navngivne personer og lokale samt regionale ideelle økonomiske og kulturelle foreninger med rod i arkivets dækningsområde. Om erhvervslivet findes arkiver fra handel, håndværk, industri og servicevirksomheder, ligesom der findes arkiver fra en række private institutioner for børn, unge og voksne, især inden for social- og undervisningsområdet. Mere end 80.000 er registreret elektronisk i lokalarkivernes databaser (ARKIBAS) og dermed indeholdt i DANPA.

     Rigsarkivet har ca. 8.000 privatarkiver, der består af optegnelser, dagbøger, manuskripter og meget andet fra personer. Der er hovedsagelig tale om arkiver af landsdækkende relevans efter politikere og embedsmænd. Private foreninger, som f.eks. politiske partier, selskaber og folkelige bevægelser, har ligeledes i stort omfang afleveret centralt materiale til Rigsarkivet.

     På landsarkiverne kan findes oplysninger om privatarkiver fra personer, erhvervsvirksomheder, selskaber, foreninger, institutioner og lignende. Der kan være tale om arkiver tilknyttet et snævert lokalområde, men de vil oftest være regionale eller dække en landsdel. Til de ældste privatarkiver hører de spændende lavsarkiver og godsarkiver.

     Det danske Udvandrerarkiv har ca. 950 personarkiver, hvoraf hovedparten har fokus på Nordamerika, men samlingen indeholder også arkiver fra andre dele af verden - Sydamerika, Afrika, Australien New Zealand m.m. De består typisk af breve, dagbøger, biografier og manuskripter. Desuden er der en række forenings- og organisati­onsarkiver. Materialet stammer hovedsagelig fra midten af 1800-tallet og fremefter.

     Hvis der i en Danpa-søgning kommer materiale frem, der findes på Det danske Udvandrerarkiv, skal vi være opmærksom på, at det jo også er på Stadsarkivet i Aalborg. Spørg ved skranken efter materialet, og personalet vil være behjælpelig med at finde det frem.

På foreningens egen hjemmeside findes yderligere om ”aftenens emne” under et tidligere emne: Hvordan søger man i håndskriftsamlingen – privatarkiverne - Danpa – når man befinder sig på Arkivet i Aalborg?

Lokale personarkiver – beliggende på eks. museerne i Nordjylland

Når det drejer sig om materiale, der naturligt hører til på vore breddegrader, findes endvidere en anden mulighed for at søge på nettet og efterfølgende besøge det sted, hvor materialet findes. Det drejer sig om Nordjyllands Kulturhistoriske Søgebase, der på nettet forkortes til http://www.noks.dk

Jeg har for eksemplets skyld bedt computeren finde materiale frem – afleveret af arvingerne efter Aage Harbo, mangeårigt medlem af Slægtshistorisk Forening for Aalborgegnen.

Materialet er omfattende og ligger som et ”personarkiv” efter Harbo på Stadsarkivet i Aalborg. Ved søgning i ”danpa” og ”noks” på ”Aage Harbo” findes de samme to afleveringer – beliggende på Stadsarkivet i Aalborg. Men ”noks” giver altså også kik ind i museernes og bibliotekernes materialesamlinger.

På Rigsarkivets hjemmeside fandt jeg denne henvisning hvor der kan læses mere om personarkiverne og deres forskellighed.

 

Birgit Øskov