Frelser-Niels

Sidste år blev der fortalt så smukt om juletræet, der blev tændt i familie Lehmanns stue i 1811. Jeg vil nu fortælle om min bedstefar, der stod på Randers Torv i 1915 med måske det første juletræ på gaden.

     Jeg har samlet materiale op fra Randers Amtsavis og Aalborg Stiftstidende:

     Når vi i dag glæder os over synet af de mange lysende juletræer på gaderne ind under jul, skyldes det ”Frelser-Niels”. Han var den første, der her i Danmark fandt på, at man kunne henlede folks opmærksomhed på en indsamling ved at bruge et lille juletræ som ”blikfang”. Frelser-Niels hed i virkeligheden Niels Peter Andersen, og han var vejer i Randers. Men på grund af hans store interesse for arbejdet inden for Frelsens Hær, som han i fritiden selv tog aktivt del i, hed han aldrig andet end Frelser-Niels. 
     Han gjorde meget for at skaffe midler til hjalp for de fattige, og lige efter århundredskiftet fik han den ide at stille et lille juletræ med levende lys og andet pynt op ved statuen af Niels Ebbesen. Ved siden af stillede han en lille kobbergryde, som han havde ”lånt” i sin kones køkken. Heri skulle man – ifølge et lille skilt – lægge en pengegave til hjælp til træsko til fattige børn.  
    Politiet var langt fra begejstret for denne form for indsamling, og man valgte at jage Niels Peter Andersen væk med både juletræ og gryde under påskud af, at det samlede for stort opløb. Men han gav ikke op, og snart tog andre hans ide op. Allerede det næste år var der  juletræer i flere byer, og også i Randers dukkede der ”konkurrenter”  op.
Randers Amtsavis 1950:
Fredag den 29. december kan vejer Niels Peter Andersen Bakkegårder Solsortevej 3, fejre sin 70 års fødselsdag. Samtidig med, at han passede sit arbejde ved havnen, var Niels Peter Andersen leder af Frelsens Hærs søndagsskole. -  Det var ham, der for 35 år siden (1915) fik den ide at anbringe et pyntet juletræ på gaden. Han slog en rille i en af sin kones kobberkedler og anbragte den ved juletræet sammen med skilt, hvorpå der stod: ”Giv en Gave til fattige Børn”. Træet blev stillet op ved Skt. Pauls kirke, på Hobrovej.      Andersens initiativ blev omtalt her i avisen, og senere fik han lov at anbringe juletræet på Råd­hustorvet, og byen forærede lysene til det. Begyndelsen var lille, men efterhånden skaffede træet midler til bespisning af 400 børn. Niels Andersen er vellidt, og mange vil huske ham på fødselsdagen.

Nu havde Niels Peter ikke altid været en god ”FrelserNiels”
Her er nogle uddrag fra bogen "Herregårdsliv" udgivet af Nationalmuseet og hans egne breve til Nationalmuseet:
     Niels Peter Andersens far, Svend Anderson, var født 1840 i Eslöv i Sverige. Han tog til Danmark, som svensk underofficer for at deltage i krigen mod Preussen, men nåede ikke at komme med. Han blev i landet, og i 1872 giftede han sig med en pige fra omegnen af Halmstad. Hun var kommet til Danmark som fjortenårig 1854. Da Niels Peter Andersen blev født i 1880, boede de i hus i Væth i Ørum Sogn ved Randers, og faderen arbejdede på det tidspunkt som gartner på herregården Kristianslund.
     Niels Peter Andersen var en livlig dreng, altid parat til løjer. Han havde altid været lille af vækst, men tidligt lærte han at klare sig, når alle de jyske drenge drillede den lille svenskerdreng. At kunne spænde ben og lyve var nødvendigt. Han kom ud at tjene hos bønder som tiårig, og det var efterhånden ikke, de bedste pladser han fik. Navnlig et par steder var uheldige, og den unge mand begyndte at få adfærdsproblemer. 
     Senere kom Niels Peter på en lille herregård, der hedder Lundbjerg. Herfra gik han også i utide og kom til herregården Løjstrup. Her blev han uvenner med forvalteren og gik ind i hans kammer og huggede en stortrøje og så af sted. Han tog ind på herredskontoret for at sidde ti dage af - en straf, han fik, fordi han rejste fra Kristianslund i utide. 
     Der fulgte nu nogle måneder, da Niels Peter Andersen rejste fra den ene plads til den anden. Han følte sig udelukket og hadede alle de pæne mennesker, ikke mindst bønderne. En dag i 1903 sad han og et par andre karle på en beværtning i Randers, de kom i slagsmål med nogle andre gæster, og det gik så uheldigt, at Niels Peter Andersen troede, at han havde slået en mand ihjel. Han flygtede og søgte skjul i en flok mennesker, der stod samlet om en prædikant på tovet. Da flokken spredtes, tog taleren den unge mand med sig, og hans ord gjorde så stærkt indtryk, at karlen sluttede sig til Frelsens Hær. Fra den dag rørte han ikke brændevin, han fik arbejde på havnen i Randers og blev gift med en solid pige. Nu kunne han række andre en hjælpende hånd, og han kunne med sindsro tænke på ungdommens glæder, med spilopper med karle, forvaltere og pigerne (som ikke altid faldt i god jord), og forvildelser med for meget brændevin.
     Han var en mand, der havde prøvet lidt af hvert, men gav ikke så let op, både som ung og voksen. Det kom ham til gode med hensyn til juletræet. Når andre brugte hans ide, måtte han igen finde på noget nyt. Han klædte sig ud i nissedragt og satte sig ved siden af træet med den lille gryde mellem benene. Hver gang nogle puttede en mønt i, nikkede han værdigt som tak, og det vakte berettiget begejstring. Et enkelt år samlede han ind til at kunne bespise 400 børn, og i mange år fik han meget store bidrag til Frelsens Hær og dens hjælpefont.

Og træet står der endnu. I 50’erne skrev han meget til Nationalmuseet, det blev til mange skildringer om livet på landet i hans unge dage.