Julen

I forbindelse med foreningens julemøde på Stadsarkivet december 2002 faldt snakken på at gøre lidt ekstra ud af aftenen, således at vi kom i julehumør – gerne således, at vi kunne sætte noget af humøret i relation til vore forfædres jul i gamle dage.

I bogen Danmarks Folkesagn (anden Deel) samlede af J.M. Thiele, 1843 findes følgende historier under emnet ”3. Nissen”: Nissen – Nissen på Nebbegaard (Rosenvold, Veilby, Gaardslev sogne, Vejle Fjord, Ødstedgaard) – Nissen flytter med – Nissen giør Gavn i Gaarde (en gård på Sjælland) – Nissens Fortørnelse (et hus i Jylland) – Nissen i Thyrsting (Thyrsting-Vrads herred) – Nissen og Pigerne (en gård) – Gaardbonissen i Hæsum (Elstrup og Hæsum-Øster i Jylland) – Nissen passer Heste – Nissen og den hvide Hoppe (fra Alstrup Sogn ved Hjørring i Tirup) – Nisserne paa Vosborg (i Jylland) – Nissen og Drengen (gård i Jylland).

Lån bogen på biblioteket – det kunne jo være, at det var dine forfædre, der var omtalt sammen med nisserne.

På Stadsarkivet findes en større samling billeder, der viser ”jul i gamle dage” på vore breddegrader. I de brune ringbind findes de i gruppe 39.55 ”jul”, og desuden findes en lang række fotos i de store fotografers gemmer, der skildrer jul – her tænkes på Tønnies, Brems, Dalby, Kierkegaard og Kühl.

Prøv også at kikke i fotografernes bestillingsprotokoller for december måned – hvor mange (af dine slægtninge?), der lod sig fotografere til jul (som julegave!)?

I Slægtshistorisk Forening for Storkøbenhavns medlemsblad Slægt og Stavn for november-december 2002 findes et udsnit af nedenstående artikel af – med forfatterens tilladelse bringes her hele artiklen – lige til at komme i julehumør af:

Juletræet med sin pynt 

af Charlotte S.H. Jensen, Landsarkivet for Sjælland, Lolland-Falster og Bornholm.

Det strålende juletræ med lys og skinnende pynt er julens midtpunkt i de fleste danske hjem. Det hører ligesom til i den gode, gamle jul....eller gør det? Juletræet er strengt taget en ny og fremmed fugl i den danske jul.

Juleaften i 1811 var der noget på færde i Ny Kongensgade i Kø­benhavn. I nr. 221 boede den unge doktor Martin Lehmann, hans kone Frederikke og deres lille søn Orla på 1 1/2 år, som senere skulle vokse op og blive en kendt politiker. Et par dage før jul havde gadens boboere noteret sig, at der var båret et stort grantræ inden for i stuen. Juleaften ved 17-tiden væltede lyset ud af familien Lehmanns vin­duer, og de sammenstimlede nysgerrige københavnere kunne konsta­tere, at rygtet havde talt sandt. Ikke nok med, at familien Lehmann havde fået slæbt grantræet ind i stuen, de havde også sat tændte lys på grenene! Folk i Ny Kongensgade un­drede sig og ville se, hvordan det besynderlige foretagende spændte af. Nogen af de mest ivrige og vi­debegær­lige havde taget stiger med, så de bedre kunne klatre op og kigge ind ad Martin og Frederikkes vinduer for at betragte det mærk­værdige skue.

Juletræsvagter

Danmarks første juletræ var egentligt tændt 3 år tidligere på godset Holsteinsborg i Sydsjælland. Men familien Lehmanns var det første i København, og at det netop var her, det blev tændt, giver et fingerpeg om juletræets oprindelse. Martin Lehmann var nemlig ikke dansker. Han var præstesøn fra Holsten og har utvivlsomt haft juletræ som barn i Tyskland.

Skikken med at sætte et grantræ ind i stuen til jul rækker langt tilbage i Tyskland. Allerede i 1400-1500 årene brugte håndværkerlaugene at sætte et stort pyntet grantræ ind i laugssalen i forbindelse med julen. Træet blev stående indtil Hellig Tre Konger, hvor laugsmedlemmernes børn så fik lov til at plyndre det og bemægtige sig de smågaver, der hang på træets grene.  Det ser ud, som om private også havde juletræ, for der findes love imod, at folk bare gik ud i skovene og huggede træet til jul, hvis det passede dem. Nogle steder blev der sat trævagter ud for at passe på, at kun de, der havde lov, huggede juletræer om.

 I 1600-tallets Strasbourg var de private juletræer pyntet med glimmersager, papirroser, sukkersager og dukker. Det første vidnesbyrd om, at der også var tændte lys på det flotte træ, stammer også herfra, det nævnes i en beretning fra 1785.

Udvandet kristendom

Det var ikke alle, der syntes lige godt om det nye påhit. Grundtvig brød sig fx. ikke særligt meget om det og mente, at det var "udtryk for en udvandet kristendom", og at det ligefrem burde "med rod oprykkes". Det skrev han i hvert tilfælde i tidsskriftet Dannevirke i 1817. Senere kom han nu på andre og bedre tanker. Måske fordi juletræet vandt indpas i mange af hans bekendtes hjem. Ingemann delte fx. slet ikke sin salmedigterkollegas holdning. Han er tværtimod meget betaget af træet, som han første gang blev præsenteret for ved en julefest hos sin forlovede i 1815. Han bruger det i et digt, hvor han udmaler sin kærlighed til kæresten, Lucia, og forestiller sig, hvordan de som gamle stadig vil holde af hinanden og fejre jul med de små og det "barnlige juletræ".

Allerede seks år efter det voldsomme udfald mod juletræet i Dannevirke har Grundtvig tilsyneladende overgivet sig og besluttet, at træet er sendt fra Gud og derfor acceptabelt. Måske kan det også have spillet ind, at han i mellemtiden selv var blevet far. Det kan jo meget vel have befordret hans lyst til at prøve den moderne borgerlige juletræsjul sammen med sin familie.

Toppen af juletræet

I løbet af 1800-tallets første årtier begyndte juletræet så småt at blive almindeligt. Også ude i provinsen, hvor det især var præster og lærere, der dels havde kontakt til, og dels gerne ville efterligne de københavnske borgerhjem. Nogle af de første provinsjuletræer vakte ligeså meget røre som familien Lehmans. Da lærer Jurgensen i Kolding tændte sit træ i 1822, kom folk styrtende til, fordi de troede, at der var ildebrand.

De første juletræer ser ud til at have været pyntet med lys, papirblomster, glimmerstads samt forskellige former for godter og gaver. Topfiguren var i starten som regel en engel, Juleenglen, der i den tyske tradition i virkeligheden er en slags alter ego for Christkind - altså Jesusbarnet. Senere bliver det julenissens privilegium at trone i toppen af træet, og i dag er pladsen i det fleste hjem overladt til en stjerne.

Krigerisk jul

I 1800-tallets slutning begynder juletræets grene for alvor at bugne med nationalistiske hentydninger. Kærligheden til den rød/hvide julepynt har sit udspring i de krigeriske begivenheder omkring hhv. 1848-50 og 1864, og giver pludselig det oprindeligt tyske (!) juletræ et meget "dansk" udseende. Og det ældst bevarede kræmmerhus, som stammer fra 1860, er ikke dekoreret med hverken nisser, Jesusbarn, engle, julemand eller lignende. Det er den tapre landsoldat, som pryder kræmmerhuset, parat til at byde tysken trods med gevær og det hele.

Det nationale element dukker også op i "Højt fra træets grønne top" fra 1847-48. Teksten er skrevet af Peter Faber, som egentlig var inspektør ved Polyteknisk Læreanstalt, og oprindeligt var sangen slet ikke beregnet til at blive udgivet. Det var en lejlighedssang skrevet til julefesten i det faberske hjem i St. Kannikestræde i 1847.

Sangens personer er – næsten - alle familiemedlemmer. Den gamle bedstefar med huen var Peter Fa­bers egen 84-årige far, Rasmus, der boede nede på Gråbrødretorv. Signe, der var ved at "kvæle barnet", var Peter Fabers niece Frandsine, Anna med de 4 alen merino, og Peter med trommen var hendes store søskende. William var Peter Fabers egen søn. Lotte og Hanne var familiens tjenestepiger.

Men Henrik, som fik en dannebrogsfane, hører ikke til i familien. Han er opdigtet og findes ikke i sangens oprindelige version fra familiejulen i 1847. Da sangen året efter blev udgivet med ny musik af Hornemann, var Treårskrigen jo i mellemtiden brudt ud. Og Faber/Hornemann havde haft så stor succes med sangen om den tapre landsoldat ("Den gang jeg drog af sted"), at de nu indførte den fanesvingende Henrik, som en lille potentiel juniorlandsoldat i julesangen

Juletræ af grønkål

Selvom juletræets så småt begyndte at blive udbredt i 1800-årenes første halvdel, så varede det imidlertid en del år, før skikken slog rigtigt bredt igennem. Det er først i tiden omkring 1. verdenskrig, at juletræet bliver rigtigt udbredt uden for borgerskabets kredse. Og selv efter dette tidspunkt var det naturligvis langtfra alle, der havde råd til at anskaffe sig et træ med lys, pynt etc. Men at skikken var accepteret, viser bl.a. mange beretninger om, hvorledes man i arbejderhjem forsøgte at klare sig med forskellige substitutter og hjemmelavede træer. Kreativiteten var stor: træet blev lavet af grønkålsstokke, grene og camouflerede kosteskafter blev pyntet med købte lys, som var skåret igennem for at spare.

Også fagbevægelsen tog juletræet til sig og arrangerede sammenkomst for medlemmernes børn, som måske ellers ikke havde fået hverken træ eller godter.

Forsidebilledet

Fotoet i starten af artiklen er ligeledes taget fra Slægt og Stavn, nr. 4, november 2002 – billedteksten lyder således: Palle Fløe efter juletræ.

Fotoet er taget af faderen, fotograf K.P. Fløe og anvendt som familiens julehilsen i december 1927. Familien var fra Herning.

Fra 1810-1940 slog juletræet for alvor igennem hos det bedre borgerskab. Lysene fastgjorde man med nåle, og træet blev pyntet med æbler, honningkager og pebernødder i fint udklippede papirnet. Julegaverne blev hængt på grenene, og når der ikke var plads til flere, stillede man resten under træet. Børnene fik først lov til at se træet, når lysene var tændt.

På nettet….

… findes endvidere en lang række andre muligheder for at erhverve viden om emnet – ved at skrive ”jul i gamle dage” (hvor ”gåseøjnene” er med) i søgemaskinen http://www.google.com fik jeg 11. november 2002 knap 120 poster. Hvis gåseøjnene undlades, findes knap 9000 poster. Blandt de første fandt jeg:

http://www.julidannevang.dk/gammel/gammel.html og http://www.sa.dk/lak/saxo/jul/default.htm

De bør prøves!